Særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU)

Den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse for unge med særlige behov (STU/USB) er en 3-årig individuel tilrettelagt ungdomsuddannelse for unge, der ikke har mulighed for at gennemføre en anden ungdomsuddannelse - heller ikke selvom der ydes den unge specialpædagogisk støtte eller specialundervisning.

Formålet med uddannelsen er at give den unge personlige, faglige og sociale kompetencer til et selvstændigt og aktivt liv – under uddannelsen, på arbejdsmarkedet, i fritiden og i familien. Uddannelsen tilrettelægges ud fra den enkelte unges kvalifikationer, modenhed og interesser.

Uddannelsen er treårig, på fuld tid og gratis for den unge. Uddannelsen er ikke SU berettiget, men den unge kan under uddannelsen modtage kontanthjælp, førtidspension eller (for-)revalideringsydelse, hvis den unge i øvrigt er berettiget til dette efter de gældende regler.

Ungdomsuddannelsen er et kommunalt ansvarsområde. Det betyder, at det er det lokale UU-center, der vurderer, om den unge skal indstilles til ungdomsuddannelsen, ligesom det er et lokalt visitationsudvalg, der træffer afgørelse om, hvorvidt den unge tilhører målgruppen for uddannelsen - samt hvor den unges uddannelse i givet fald skal finde sted.

  • Hvem er målgruppen

    For at komme i betragtning til ungdomsuddannelsen skal du have afsluttet 9. klasse og være under 25 år ved uddannelsens start.

    Du må ikke have gennemført en anden ungdomsuddannelse.

    Ungdomsuddannelsens målgruppe er unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov. Det kan for eksempel være:

    • Generelle indlæringsvanskeligheder, herunder udviklingshæmning
    • Udviklingsforstyrrelser, herunder autisme og ADHD
    • Psykiske vanskeligheder, herunder depression, skizofreni, angst eller fobi
    • Sociale- og miljøbetingede vanskeligheder

     

    Du kan også have ovenstående i kombination med for eksempel:

    • Læsevanskeligheder og skrivevanskeligheder

    • Talevanskeligheder og sprogvanskeligheder

    • Hørevanskeligheder, døvhed eller hørehæmning

    • Synsvanskeligheder, blindhed eller svagsyn

    • Bevægelseshandicap, herunder Cerebral Parese, spastisk lammelse.

  • Indhold og varighed

    Uddannelsen kan sammensættes af elementer leveret af erhvervsskoler, produktionsskoler,
    efterskoler, husholdningsskoler, værksteder og andre institutioner.

    I valg af uddannelsestilbud lægges der vægt på den unges og forældrenes ønsker til tilrettelæggelsen af uddannelsesforløbet – herunder en vægtning af den unges kompetencer, ressourcer, potentialer og behov.

    Uddannelsen består af:

    • En almendannende del, der er rettet mod den unges personlige og sociale udvikling
    • En specifik, målrettet del, der skal støtte udviklingen af den enkelte unges interesser,
      evner og særlige færdigheder
    • Praktik, hvor den unges muligheder uden for det undervisningsmæssige miljø bliver
      udviklet og afprøvet
    • Vejledning

    Ungdomsuddannelsen indeholder altså elementer af såvel undervisning som praktiske aktiviteter, herunder praktik i virksomheder og på institutioner.

    Uddannelsen varer tre år.

    Ungdommens Uddannelsesvejledning laver i samarbejde med den unge en uddannelsesplan, der skal sikre en kontinuerlig progression gennem uddannelsesforløbet. Af uddannelsesplanen skal der fremgå, hvilke målsætninger den unge har med uddannelsen, hvad der skal vægtes under afklaringsforløbet og hvilke delelementer uddannelsen skal bestå af.

    Ungdommens Uddannelsesvejledning justerer uddannelsesplanen efter behov og mindst én gang årligt.

  • Optagelse og spørgsmål

    For at kunne blive godkendt til den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse for unge med særlige behov skal du kontakte UU Vejle, der vurderer, om du skal indstilles til uddannelsen.

    Hvis UU Vejle vurderer, at du ikke er i stand til at gennemføre en anden ungdomsuddannelse, udfærdiger UU-vejlederen i samarbejde med dig og en fra dit nærmeste netværk et indstillingsskema og en foreløbig uddannelsesplan. Her redegøres der for dine forventninger til uddannelsen, dine faglige kompetencer, kognitive forhold, diagnose, særlige behov, sociale forhold, sociale og personlige kompetencer, erfaring med praktik mv.

    Indstillingen til uddannelsen skal godkendes af et lokalt visitationsudvalg, der dels skal afgøre om du tilhører målgruppen for uddannelsen og dels skal beslutte hvor og hvordan uddannelsesforløbet skal tilrettelægges.

    Visitationsudvalget er altså ikke forpligtet til at godkende den uddannelsesplan, som indstilles af Ungdommens Uddannelsesvejledning.

    Hvis du er utilfreds med visitationsudvalgets afgørelse omkring målgruppe eller uddannelsesplan (tilbud/indhold/sted) kan du klage til Klagenævnet for vidtgående specialundervisning. Klagevejledningen vil fremgå af visitationsudvalgets afgørelse.

    Hvis du har generelle spørgsmål til uddannelsen, eller specifikke spørgsmål til indstillings- eller visitationsprocedure kan du henvende dig til UU Vejle.